Opskrifter - CPB1

Go to content

Main menu:

Opskrifter

Opskrifter m.v.

Tornby Bjesklaugs opskrifter.

I perioden november 2001 - september 2003 var det kotyme at Tornby Bjesklaug hver måned kom med en ny opskrift på bjesk. Lauget opfordrede medlemmerne til at komme med opskrifter, men det var langt hen ad vejen Laugets ledergruppe som kom med de fleste opskrifter. Som tak for opskriften fik man udleveret et ark etiketter fremstillet specielt til den fremstillede bjesk.

Tornby Bjesklaugs opskrifter fra perioden November 2001 - December 2004.
(Du kan se hvornår bjesken er lavet, navnet på bjesken, hvem der har lavet den, og så har du lov til selv at bruge opskriften hvis du får lyst til selv at fremstille bjeskene - rigtig god fornøjelse).

November 2001:
Midnatsbjesken - Henning Christensen
Hæld 90 ml snaps ud af en helflaske Brøndums Snaps. Erstat det med 50 ml perikonessens, 30 ml lyngessens
og 10 ml blodrod-essens.


December 2001
Bjesk af klitrosens sorte hyben - Bodil Lykke
2 dl hyben gennemskæres, men fjern ikke de små kerner, da de giver en dejlig pikant smag. Kom de
gennemskårne hyben i en liters flaske, f.eks. en gammel mælkeflaske, og overhæld med 1/1 fl. Brøndums
Snaps. Blandingen henstår i 3-4 uger, filtreres og er klar til brug. Kan evt. fortyndes en smule.


Januar 2002
Smedens enebærsnaps - Jan Jensen
8-10 hele enebær trækker med en hel flaske Brøndums Snaps i en klar flaske ca. 3 mdr. Si ikke bærrene fra,
men skænk direkte fra flasken. Når den er tom, laves en ny portion ved at tilsætte yderligere 3-5 enebær
samt en flaske Brøndums Snaps. Efter 1 måned er denne klar - og så fremdeles.

Februar 2002
Dildbjesk - Carl Peter Bylund
Til dildbjesk bruger jeg helst frisk dild fra haven, men på denne årstid må jeg ty til dild i potte eller et bundt
frisk dild fra grønthandleren. Pluk bladene af fra midt på stilken. Fyld et glas eller en flaske 1/3 op og dæk
med neutral snaps eller vodka. Lad det trække i 5-7 dage. Endelig ikke længere. Filtrer og fortynd efter
smag. I modsætning til næsten alt anden bjesk, som jeg serverer med sturtemperatur, serverer jeg altid
dildbjesk kælderkold.

Marts 2002
Morgenbjesk - Henning Christensen
Hæld 90ml snaps ud af en helflaske Brøndums Snaps. Erstat det med 60ml agermåneessens og 30ml
porseessens. Henstår derefter gerne en måned før den er klar til at drikke.

April 2002
Porse rakler  - Bodil Lykke
Porse-rakler til bjesk indsamles omkring 1. april. Raklerne skal være begyndt at svulme, men ikke så
udviklede som dem på etiketten.
Essens: Saml ½dl rakler og hæld ½ fl. Brøndums Snaps over. Essensen trækker 14 dg., filtreres og lagrer en
måned.
Færdig bjesk: Hæld 50ml Brøndums Snaps af en ½-fl. og erstat med essens. Lagrer yderligere en måned.

Maj 2002
Jensen's "Silde" bjesk - Pia Jensen
Enhver urtehave med respekt for sig selv kan byde på timian. Der er mange forskellige arter og varieteter og
de er alle sammen fulde af dufte og charme.
Så hvorfor ikke prøve at komme duften og charmen på flaske? 1/2 til 3/4 deciliter timianblade ribbes fra
stænglerne og sættes på ½-flaske Brøndums Snaps. Flasken henstår 2 til 4 uger, hvor farven tiltager til let
gylden. Efter filtrering fortyndes 50 ml til 1/2 flaske Brøndums Snaps eller efter behov. Bjesken er fortrinlig til
en sildemad.

Juni 2002
Bjesk af Bukkeblads blomsten - Bodil Lykke
I mosehuller, våde enge og kær kan man lige nu finde klaser af hvide kniplingsblomster med rosa farve på
undersiden. Af bukkeblads blomsten udtrækkes en bittersød mild bjesk.
ESSENS:
1 dl bukkeblads blomster trækker med ½ flaske Brøndums Snaps i 3-4 dage. Lagrer en måned gerne mere.
Essensen fortyndes 1 del essens til 6 dele snaps.
Bukkeblad har meget kort blomstringstid; man kan bruge de grønne blade fra planten, men så får man en
mere bitter bjesk.

Juli 2002
Sommerbjesk - Henning Christensen
Først på sommeren plukkes ca. 25 nye lysegrønne strå af marehalmen (ikke af sand-hjælme; se i en flora,
hvordan man kender forskel). Stråene klippes i den længde, som passer til flasken man vil benytte. Stråene
dækkes af Brøndums Snaps. Efter nogle måneder har man en fin lysegul bjesk med en mild og blød smag.
Kan evt. fortyndes lidt.
Variation:
Bag klitterne med marehalmen findes i den grå klit vild timian. Lav et udtræk af de lilla blomster: 1 dl
blomster til ½-fl. Brøndums Snaps; lad det trække 8 dage og filtrer. Tilsæt lidt af denne essens til den færdige
marehalm-bjesk og du har en dejlig SOMMERBJESK.

Juli 2002
Lykke Bjesk - Bodil Lykke
1 dl gule nyudsprungne blomster og perikonknopper overhældes med 1/1-flaske Brøndums Snaps. Snapsen
bliver hurtigt flot rød, og efter 3 døgn filtreres blandingen og Lykke Bjesken er klar til at nyde.
I sidste halvdel af august kan man plukke de purpurrøde perikonfrugter hvoraf man får en fremragende
bjesk. 1 dl frugter til 1/1-flaske Brøndums Snaps, trækker 5 dage og filtreres. Vil man lave essens, bruges
dobbelt så mange frugter, og trækketiden er det dobbelte.
Kryddersnaps af perikon er fra gammel tid kendt som et godt middel mod tungsind. Et enkelt glas - eller to -
har en afstressende virkning og lindrer alle former for nervøst besvær!!

August 2002
Frisørmesterens blanding - Henning Christensen
Bland 100 ml essens af sorte hyben (klitrose), 50 ml essens af perikon og 25 ml essens af porse.
Tilsæt en flaske Brøndums Snaps. Bjesken har en pragtfuld rød farve og bør serveres fra en klar flaske.

September 2002
Speciel slåensnaps - Bodil Lykke
Ca. 40 slåen trækker med en hel flaske Brøndums Snaps i en måned. Snapsen filtreres gennem et
kaffefilter. Befri slåenkernerne for frugtkødet og giv kernerne et let slag med en hammer. De ituslåede kerner
trækker med en halv flaske Brøndums Snaps i en måned. De to essenser blandes, og snapsen er færdig.

November 2002
Golf Bjesk - Carl Peter Bylund
Hæld 125 ml snaps ud af en helflaske Brøndums Snaps. Erstat med 25 ml porse-essens, 50 ml røllikeessens,
50 ml hedelyng-essens og til afrunding 5 ml tormentil-essens. Lad bjesken "samle sig" i 1-3 uger
inden den drikkes. På originalflasken er der et hul i en green-dækket bagsideetiket hvori der er limet en halv
golfbold.

December 2002
Købmandsgaardens Julebjesk 2002 - Henning Christensen
Hæld 170 ml ud af en helflaske Brøndums Snaps. Erstat med 120 ml essens af klitrosens sorte hyben, 40 ml
perikon-essens og 10 ml porse-essens (gerne essens fra han-rakler).

Januar 2003
Jægerbjesk - Henning Christensen
Hæld 90 ml ud af en flaske Brøndums Snaps. Erstat det med 60 ml essens af enebær og 30 ml porseessens.

Februar 2003
Klitplantør Stæhrs malurtbjesk - Torben Stæhr
En god kvist strandmalurt, ca. 15 cm lang, trækker med Brøndums Snaps til farven er svag gullig (1-2 døgn).
Bjesken filtreres gennem et kaffefilter og tilsættes 20 dråber pinpinelle-essens. Lagrer herefter 1 måned.

Marts 2003
Malurt med variationer - Bodil Lykke
Hæld 100 ml af en helflaske Brøndums Snaps. Erstat med 30 ml malurt-essens, 30 ml porse-essens, 15 ml
agermåne-essens, 15 ml lyng-essens og 10 ml gråbynke-essens. Det er vigtigt at alle essenser er vel
lagrede, især malurt og gråbynke.

April 2003
Grøftekant bjesk - Henning Christensen
Hæld 120 ml ud af en flaske Brøndums Snaps. Erstat med 80 ml perikon-essens og 40 ml. røllike-essens.
Det er vigtigt at især røllike-essensen er godt lagret.

Maj 2003
Frokost bjesk - Henning Christensen
Hæld 120 ml ud af en flaske Brøndums Snaps. Erstat med 80 ml agermåne-essens og 40 ml. gråbynkeessens.

Juni 2003
Bridge Blanding - Henning Christensen
Hæld 120 ml ud af en flaske Brøndums Snaps. Erstat med 40 ml perikon-essens, 30 ml. sort hyben-essens,
20 ml blodrod-essens og 30 ml essens af hedelyng.

Juli 2003
Speciel Porsesnaps - Bodil Lykke
Hæld 125 ml ud af en 1/1 flaske Brøndums Snaps. Erstat med 50 ml porsehanrakkel-essens, 50 ml
porseblade-essens og 25 ml porsehunrakkel-essens. Det er vigtigt at især hunrakkel-essensen er godt
lagret, da den er meget skarp. Hamrakler samles først i april. Bladene i juni/juli. Hunrakler i
august/september.

August 2003
Hulvejsbjesk - Henning Christensen
Hæld 120 ml ud af en flaske Brøndums Snaps. Erstat med 80 ml gråbynke-essens og 40 ml. røllike-essens.
Begge essenserne skal være godt lagrede.

September 2003
Tordenbjesk - Carl Peter Bylund
Hæld 120 ml ud af en flaske Brøndums Snaps. Erstat med 90 ml stærk malurt-essens og 30 ml. enebæressens.

Efter september 2003 kneb det efterhånden med at finde nye opskrifter, Lauget besluttede derfor at stoppe månedens
bjeskopskrift. I stedet lavede man "De fire årstider" med Forårs-, Sommer-, Efterårs- og Vinterbjesk.

Herunder finder du opskrifterne:

FORÅR - Henning Christensen
Hæld 130 ml ud af en flaske Brøndums Snaps. Erstat med 80 ml bukkebladsblomst-essens og 50 ml porseessens.

SOMMER - Bodil Lykke
Hæld 140 ml ud af en flaske Brøndums Snaps. Erstat med 100 ml perikon-essens og 40 ml røllike-essens.

EFTERÅR - Henning Christensen
Hæld 110 ml ud af en flaske Brøndums Snaps. Erstat med 60 ml agermåne-essens, og 50 ml malurt-essens.

VINTER - Bodil Lykke
Hæld 175 ml ud af en flaske Brøndums Snaps. Erstat med 120 ml essens af klitrosens sorte hyben og 55 ml
slåen-essens.

Tornby Gl. Købmandsgaard sælger hvert år i december måned Købmandsgaardens julesnaps.
Tornby Bjesklaug laver denne snaps for Købmandsgaarden ligesom alle de andre snaps/bjesk som sælges fra
Købmandsgaarden er lavet af Tornby Bjesklaug eller Tornby Bjesk indtil udgangen af 2012 hvor Tornby Gl. Købmandsgaard selv fremstiller de fleste Bjesk som sælges fra butikken.

Her er opskriften på nogle af julebjeskene som alle er såkaldte "røde bjeske" fordi de røde essenser er
dominerende fordi kunderne forventer/ønsker det sådant. Det samlede antal ml som essenserne tilsammen
fylder skal hældes ud af en helflaske Brøndums Snaps Klar inden essenserne hældes i. Den færdige snaps
vinder ved nogle ugers lagring.

Ovennævnte månedens opskrifter samt de fire årstider har alle en speciel etiket. Dem kan du se ved at
klikke HER.

Når der står et navn efter en opskrift, er det navnet på hende/ham som har lavet opskriften.

2002: 150 ml klitrose-essens, 50 ml perikon-essens og 10 ml porse-essens.
2003: 60 ml klitrose-essens, 50 ml hedelyng-essens og 20 ml blodrod-essens.
2004: 100 ml klitrose-essens og 50 ml hæg-essens.
2005: 50 ml klitrose-essens og 100 ml perikon.
2006: 70 ml klitrose-essens, 30 ml brombær-essens og 20 ml slåen-essens.
2007: 100 ml klitrose-essens og 40 ml slåen-essens.
2008: 100 ml klitrose-essens og 20 ml blodrod-essens.
2009: 50 ml klitrose-essens, 25 ml brombær-essens og 40 ml slåen-essens.
2010: 120 ml klitrose-essens og 30 ml perikon-essens.

I sommeren 2004 lancerede De Danske Spritfabrikker, eller som de hed på daværende tidspunkt V&S,
Brøndums Snaps Klar. Når der i opskrifterne står, at det er Brøndums Snaps der anvendes, er det fordi det
var den, mange brugte dengang, hvis man da ikke brugte en vodka eller en eller anden klar snaps. Alle
opskrifter som er nævnt her, er efterfølgende afprøvet med Brøndums Snaps Klar, og det viser sig at det i
stort set alle tilfælde kan være en fordel at bruge den nyere neutrale snaps: Brøndums Snaps Klar. I øvrigt en snaps
hvor Tornby Bjesklaug har været med som smagsdommere, da den blev produceret i 2004, og så vidt vi ved,
er det den blanding som vi pegede på, som blev den endelige Brøndums Snaps Klar.

 
Back to content | Back to main menu